Blod, der opsamles ufiltreret fra en donors vene i en dertil indrettet beholder, kaldes fuldblod. Afhængigt af kropsstørrelsen er en voksens blodvolumen omkring 4-6 liter.
Blod består af ca. 55-60 % plasma og 40-45 % cellulære komponenter. Plasma består hovedsageligt af vand (ca. 90 %), proteiner (såsom albumin, koagulationsfaktorer og immunoglobuliner) samt elektrolytter, næringsstoffer og metaboliske slutprodukter. De cellulære komponenter omfatter erythrocytter (røde blodlegemer), leukocytter (hvide blodlegemer) og trombocytter (blodplader).
Blodet transporterer ilt og kuldioxid, næringsstoffer, affaldsstoffer, varme og forskellige aktive stoffer (f.eks. kroppens egne cytokiner og indtagne lægemidler) gennem kroppen via et omfattende netværk af arterielle og venøse kar.
Dannelsen af blodceller (hæmatopoiese) foregår i knoglemarven ud fra multipotente hæmatopoietiske stamceller (HSC). Disse differentieres til forskellige forstadieceller, som modnes til de tre hovedgrupper: erythropoiesis (dannelse af erythrocytter), leukopoiesis (dannelse af leukocytter) og thrombopoiesis (dannelse af thrombocytter).
Fuldblod og celleseparation
For at kunne identificere specifikke celler eller cellepopulationer, som f.eks PBMC. For at kunne isolere blod direkte fra fuldblod er det vigtigt at blande blodprøven med antikoagulanter. Uden antikoagulanter (især plasmatiske antikoagulanter) ville blodet størkne, og en ren adskillelse af cellekomponenterne ville ikke være mulig. Afhængigt af analysen bruges der forskellige antikoagulanter til at bestemme blodets cellemorfologi, koagulerbarhed eller kemiske sammensætning.
Fuldblod og antikoagulation
Antikoagulation beskriver hæmning af blodets koagulation gennem indgivelse eller tilsætning af antikoagulerende stoffer. I forbindelse med tapning af fuldblod betyder det, at blodet stabiliseres under eller umiddelbart efter tapningen ved at blande det med antikoagulerende stoffer. Det forhindrer koagulation og stabiliserer blodet til videre behandling. De vigtigste antikoagulanter kan kategoriseres i tre hovedgrupper:
1. plasma-antikoagulanter til blodprøver og transfusioner
2. direkte og indirekte hæmmere af blodkoagulation (systemiske antikoagulantia)
3. hæmmere af blodpladeaggregering (indirekte antikoagulantia)
Antikoagulantia til fuldblod og plasma
Plasmatiske antikoagulantia bruges hovedsageligt til blodtapning og blodkonservering. De forhindrer blodets koagulation uden for kroppen (in vitro) ved at binde eller inaktivere koagulationsfaktorer eller calcium (som er afgørende for blodets koagulation).
De vigtigste plasmakoagulanter er EDTA (ethylen-diamin-tetraeddikesyre), citrat (f.eks. natriumcitrat) og heparin.